HRN og ISO 12100: et værktøj, der understøtter processen – ikke en “genvej til overensstemmelse”
I praktisk risikovurdering efter ISO 12100 bliver HRN-metoden ofte brugt som en slags “færdig opskrift på risiko”. Det er bekvemt, men det fører let til en grundlæggende misforståelse: ISO 12100 definerer ikke risiko som ét tal, der kommer ud af en enkel beregning. Standarden kræver, at risikoen vurderes for konkrete scenarier (farefuld situation → farlig hændelse → skade), og at “sandsynligheden for, at skade opstår” forstås som en funktion af eksponering, at den farlige hændelse indtræffer, samt muligheden for at undgå eller begrænse skaden. HRN kan anvendes korrekt, men kun når metoden bruges som et værktøj, der understøtter denne logik – ikke som en erstatning for den.
Denne sondring er afgørende for, hvad det egentlig er, man “beregner” med HRN. ISO 12100 spørger ikke kun, hvilke farer der findes i en maskine. Den styrer vurderingen over mod scenarier: hvornår befinder en person sig i farezonen, i hvilken opgave, i hvilken maskintilstand og hvorfor. Først dér bliver risikoen konkret og reel.
Derfor bør HRN ikke anvendes “for faren” som sådan, men for det beskrevne anvendelsestilfælde. I praksis betyder det, at et HRN-resultat kun giver mening, hvis det er knyttet til et konkret ulykkesscenarie – ikke blot til en maskindel isoleret set.
Sandsynlighed for, at skade opstår: et ISO 12100-element, som HRN ikke må overse
Den største forskel mellem den uformelle forståelse af HRN og logikken i ISO 12100 handler om begrebet “sandsynlighed”. I ISO 12100 er sandsynligheden for, at skade opstår, ikke en enkelt vurdering af typen “lav / middel / høj”. Standarden beskriver den som en funktion af tre delkomponenter:
Det tredje element bliver i praksis ofte overset i HRN-vurderinger – samtidig med at det ofte er blandt de mest afgørende i reelle ulykker. To situationer kan have samme eksponering og en nogenlunde tilsvarende chance for, at den farlige hændelse indtræffer, men alligevel give vidt forskellig risiko, fordi skaden i det ene tilfælde kan undgås, mens den i det andet i praksis er uundgåelig.
Hvis HRN skal være konsistent med ISO 12100, skal dette forhold vurderes bevidst og påvirke resultatet – også selv om “klassisk HRN” ikke har en særskilt A-parameter (avoidance).
“Klassisk HRN” i praksis: sådan relateres LO, FE, NP og DPH til ISO 12100
Klassisk HRN arbejder med fire faktorer (LO, FE, NP, DPH) og samler dem i ét resultat (oftest som et produkt). Selve formlen er ikke hovedproblemet. Udfordringen ligger typisk i, hvordan man i praksis får defineret betydningen af de enkelte faktorer.
Hvis du vil anvende HRN uden at ændre metoden, er nøglen en konsekvent kobling til risikoelementerne i ISO 12100:
I praksis kan “klassisk HRN” kun siges at være i tråd med ISO 12100, når LO ikke vælges “i et tomrum”, men først efter at man har arbejdet systematisk med de tre centrale spørgsmål fra ISO 12100’s risikoelementer: hvem er eksponeret, hvad er den farlige hændelse, og kan skaden undgås eller begrænses.
ISO 12100: kvalitative og kvantitative metoder – hvor HRN reelt hører hjemme
ISO 12100 angiver, at beslutninger om risikoreduktion bør understøttes af en kvalitativ metode og – hvor det er relevant – en kvantitativ. Samtidig lægger standarden eksplicit op til en begrænsning ved kvantitative tilgange: de giver først mening, når de nødvendige data er tilgængelige, hvilket ofte er vanskeligt i praksis.
Det forklarer præcist, hvorfor HRN er så udbredt. HRN giver et tal, men er som regel ikke en kvantitativ metode i probabilistisk forstand. Det er en pointsat – semi-kvantitativ – metode, som strukturerer vurderingen, men som stadig i høj grad bygger på fagligt skøn.
En “mere kvantitativ” anvendelse af HRN opstår først, når organisationen bevidst opbygger datagrundlag og faste holdepunkter for skalaerne. I praksis betyder det:
Uden dette fungerer HRN stadig, men da primært som et strukturerende og sammenlignende værktøj – ikke som en beregning af sandsynligheder.
Sådan bruges HRN bevidst: principper, der holder metoden på linje med ISO 12100
I praksis handler det ikke om at „beregne HRN perfekt”. Det afgørende er, at HRN leder til rigtige konstruktions- og designbeslutninger, og at vurderingen er i tråd med logikken i ISO 12100. Derfor er nogle arbejdsprincipper centrale – de reducerer subjektivitet og fjerner de typiske genveje.
De vigtigste er:
I ISO 12100-tilgangen giver HRN størst værdi, når tallet bruges iterativt: før en beskyttelsesforanstaltning og efter. Så er tallet ikke et „bevis på sikkerhed”, men en indikator for, om netop de risikoelementer, der skulle ændres, faktisk har ændret sig.
Case: „rent HRN” for scenariet afhjælpning af fastklemning (og hvad det betyder i ISO 12100)
I praksis er den bedste stresstest af HRN en situation, hvor risikoen ikke opstår under „normal drift”, men i en typisk hjælpeopgave.
Maskin- og opgavekontekst
Forestil dig et afsnit af en pakkelinje med transportør og et sæt indføringsruller (indtrækningspunkt). Under drift opstår der ind imellem fastklemninger i folie eller produkt, som operatøren fjerner manuelt.
I ISO 12100 beskriver vi farlige situationer – ikke bare „en fare i maskinen”:
Først på det niveau giver det mening at gå videre til HRN.
Valgt HRN-skala (eksempel)
For at casen er let at følge, bruger vi en enkel, intern klassificering (det vigtige er konsekvens – ikke „perfekte tal”):
Bemærk: det her er ikke den „eneste rigtige HRN-skala”. Det er blot et konsistent sæt, som gør det muligt at vise beslutningsmekanikken.
HRN-vurdering – to varianter af samme opgave
Variant A: afhjælpning af fastklemning i „JOG” med begrænset hastighed og hold-til-at-køre-betjening
Praktiske forudsætninger:
Valg af parametre:
HRN = 3 × 3 × 2 × 1 = 18
Designkonklusion: Risikoen er stadig til stede, men den bliver „holdt under kontrol” af betingelser, der øger muligheden for at undgå skade (det er præcis det element i ISO 12100, som HRN bevidst skal afspejle i LO).
Variant B: samme opgave, men under „produktionen skal køre” (mulig genstart, højere hastighed, tidspres)
Praktiske forudsætninger:
Valg af parametre:
HRN = 3 × 3 × 4 × 1 = 36
Designkonklusion: Det, der ændrer sig, er ikke „typen af fare”, men relationen mellem menneske og maskine i den konkrete driftstilstand. HRN synliggør forskellen – men kun hvis LO reelt indregner muligheden for at undgå skade.
NP: hvorfor „multiplikator for antal personer” kan være en fælde (og hvordan man gør det fornuftigt)
I klassisk HRN bruges NP som en multiplikator. Det fungerer matematisk, men i praksis bliver det ofte misforstået: resultatet kommer til at antyde, at risikoen for den enkelte operatør „stiger”, bare fordi der står en ekstra person i nærheden.
I en mere nutidig anvendelse (også beskrevet i praktiske værktøjer omtalt i ISO/TR 14121-2) optræder antal personer oftere som en del af konteksten:
det øger problemets vægt,
det hæver prioriteten for tiltag,
det påvirker, hvordan område og adgang organiseres,
men det behøver ikke at være en multiplikator for „individuel risiko”.
Sådan bruges det i praksis uden at undergrave ISO 12100
Den mest gennemskuelige tilgang er at adskille to perspektiver:
Risiko for én person (unit risk) – i tråd med logikken i ISO 12100
Du beregner HRN for ”den mest udsatte person”, og i 99% af scenarierne anvender du NP = 1. Det svarer til den måde, man i praksis ved risikovurdering beskriver et skadeforløb for en person i den konkrete interaktion.
Organisatorisk prioritering / ”rækkevidde” – ledelsesbeslutning, ikke en risikodefinition
Hvis scenariet kan omfatte flere personer (fx åben zone, operatør + vedligeholder, forbipasserende), angiver du eksplicit i rapporten:
”mulig samtidig eksponering af flere personer: JA/NEJ”
”maksimalt antal personer i zonen under opgaven: …”
og på den baggrund hæver du prioriteten af tiltag (fx i en moderniseringsplan, implementeringsplan eller tidsplan).
Denne tilgang løser et typisk HRN-problem: du oppuster ikke kunstigt ”risikoen for operatøren”, men overser heller ikke, at scenariet kan ramme mere end én person.
Hvornår NP giver mening som multiplikator (og ikke forvrænger)
NP som multiplikator er typisk mest relevant, når vi taler om scenarier som:
- energiudløsning / udslyngning af emne eller del,
- brand, eksplosion,
- situationer, hvor én fejl kan påvirke flere personer på samme tid.
Men selv dér er det metodisk fornuftigt at spørge:
bør ”flere tilskadekomne” i stedet være indarbejdet i skadens alvor (omfanget af skaden) frem for i en multiplikator?
Som ved risikovurdering generelt er det fortolkningen af resultatet, der er afgørende – ikke selve talværdien – og det er i sidste ende ingeniørens faglige vurdering, der bærer den endelige risikoevaluering.