Risiko som et resultat af samspillet mellem menneske og maskine – ikke som en egenskab ved maskinen
Risikoving i tråd med ISO 12100 bliver ofte reduceret til en ren opremsning af farer i selve maskinen. Det er en intuitiv tilgang, men den giver typisk forsimplede konklusioner, som har begrænset værdi i projekteringen. Standarden betragter ikke risiko som en iboende egenskab ved maskinen. Risiko kan ikke adskilles fra anvendelsen. Den opstår først, når et menneske interagerer med maskinen og udfører bestemte opgaver under bestemte forhold.
Denne sondring er afgørende for, hvordan analysen bør gennemføres. Hvis risiko udelukkende opfattes som summen af tekniske farer, er det let at overse de situationer, hvor faren faktisk bliver aktuel. Farlige elementer kan være til stede i maskinen hele tiden, men så længe mennesker ikke har adgang til dem under udførelsen af en opgave, forbliver risikoen i praksis teoretisk.
ISO 12100 styrer derfor projektørens tænkning hen imod relationen. I stedet for spørgsmålet „hvilke farer findes i maskinen?” peger standarden på spørgsmålet „på hvilke tidspunkter i arbejdet befinder mennesket sig i farernes påvirkningsområde – og hvorfor?”. Det fokus-skifte ændrer karakteren af hele risikovurderingen. Analysen bliver mindre statisk og afspejler i højere grad maskinens reelle brug i drift.
Tilgangen gør det også lettere at forstå, hvorfor ulykker sjældent sker under ideelle, automatiske driftsforhold. De opstår typisk, når maskinen kører i en driftstilstand, der afviger fra normal produktion, og når mennesker udfører hjælpeopgaver, indgreb eller ikke-standardiserede handlinger. I de situationer ændres menneske–maskine-samspillet, og farer, som tidligere var effektivt adskilt, bliver pludselig tilgængelige.
Når risiko ses som et resultat af relationen – og ikke som en maskinegenskab – understøtter det mere bevidste designbeslutninger. I stedet for at forsøge at fjerne farer „generelt” retter projektøren indsatsen mod at reducere menneskers eksponering i konkrete anvendelsessituationer. Det er netop denne logik, der udgør kernen i ISO 12100 og angiver retningen for den videre analyse: fra fastlæggelse af anvendelseskonteksten, over identifikation af opgaver og maskintilstande, til valg af effektive risikonedsættende foranstaltninger.
Risikovurdering: Fastlæggelse af maskinens begrænsninger som forudsætning for en meningsfuld vurdering
Enhver risikoanalyse, der skal have reel projekteringsmæssig værdi, skal forankres i den faktiske brug af maskinen. Det er netop formålet med at fastlægge maskinens begrænsninger. Det er ikke en formel eller administrativ øvelse, men det tidspunkt, hvor projektøren definerer, inden for hvilke grænser risikoen vurderes, og hvilken realistisk arbejdsmåde vurderingen skal afspejle.
Uden klart fastlagte begrænsninger bliver risikovurderingen hurtigt abstrakt. Maskinen ophører med at være et konkret teknisk anlæg i et bestemt miljø og bliver i stedet en teoretisk model, hvor alt „burde” fungere efter forudsætningerne. ISO 12100 tager eksplicit afstand fra den type antagelser og bygger på, at maskinen vil blive anvendt under forhold, der ligger langt fra det ideelle.
Maskinens begrænsninger omfatter langt mere end dens teknologiske formål. De beskriver blandt andet:
hvilke opgaver der udføres ved maskinen under normal drift,
hvilke hjælpe- og indgrebsopgaver der er uundgåelige,
hvem der har adgang til maskinen, og i hvilket omfang,
under hvilke miljøforhold den skal anvendes,
hvordan hele livscyklussen ser ud – fra installation til demontering.
Her er det afgørende at tage højde for den menneskelige adfærd, der udspringer af den faktiske arbejdspraksis – ikke kun af det, der står i instruktionen. Tidspres, rutine, træthed og behovet for hurtigt at få produktionen i gang igen er ikke ”afvigelser” fra normalen; det er en del af hverdagen i industrielle miljøer. ISO 12100 forudsætter, at sådanne forhold forekommer, og kræver, at de indarbejdes allerede, når maskinens begrænsninger fastlægges.
Hvis maskinens begrænsninger defineres for snævert, vil risikoniveauet systematisk blive undervurderet. Opgaver, der udføres sjældent eller under forhold, der afviger fra normal drift, falder uden for analysen – selv om det netop ofte er disse situationer, der rummer de største farer. Omvendt giver en for bred og upræcis afgrænsning en analyse uden nødvendig skarphed, hvor forskellige anvendelsessituationer behandles som om de var ens.
I ISO 12100-tilgangen er maskinens begrænsninger ikke et mål i sig selv. De er referencepunktet for den videre identificering af opgaver, maskintilstande og faresituationer. Først på den baggrund kan man gå videre til en risikoanalyse, der afspejler de reelle arbejdsforhold – og ikke kun de projekterede forudsætninger.
Sammenhæng mellem risikovurdering og maskinens tekniske dokumentation
I praksis ses ofte en tilgang, hvor risikovurderingen behandles som et dokument, der ligger ”ved siden af” den tekniske dokumentation. ISO 12100 lægger op til noget andet: risikovurderingen og den tekniske dokumentation hænger uløseligt sammen, fordi de beskriver det samme objekt – maskinen – fra forskellige vinkler.
Risikovurderingen identificerer opgaver, maskintilstande, faresituationer og farlige hændelser. Den tekniske dokumentation beskriver derimod, hvordan maskinen er konstrueret, hvilke løsninger der er valgt, og hvordan den er tiltænkt anvendt. Hvis de to områder ikke er konsistente, opstår der en ”sprække” i grundlaget, som i praksis kan give uklare instruktioner, beskyttelsesforanstaltninger med utilstrækkelig effekt eller udfordringer ved gennemgang og audit.
En opgaveorienteret tilgang til risikovurdering gør det enklere at koble resultaterne direkte til dokumentationen. Hver opgave, der identificeres i risikovurderingen, bør kunne genfindes i bruger- eller service-/vedligeholdelsesdokumentationen. Hvis en opgave vurderes som kritisk ud fra risikoniveau, er det et tydeligt tegn på manglende sammenhæng i projekteringsprocessen, hvis den ikke er beskrevet i dokumentationen.
Det er mindst lige så vigtigt at koble risikovurderingen til konstruktions- og el-dokumentationen. Projekteringsbeslutninger om afskærmninger, betjenings- og styreløsninger, driftsformer eller reset-procedurer er ikke tilfældige – de udspringer af risikovurderingen. Den tekniske dokumentation bør gøre det muligt at følge denne logik: fra erkendelse af en faresituation, over identificering af en farlig hændelse, til den valgte tekniske løsning.
ISO 12100 forudsætter, at dokumentation ikke blot er et ”slutprodukt”, men en del af risikoreduktionen. Dens formål er at støtte sikker udførelse af opgaver – ikke kun at opfylde et formelt krav. Dokumentation, der udarbejdes uden tydelig kobling til opgaverne og resultaterne fra risikovurderingen, mister derfor sin praktiske værdi.
I en systematisk tilgang udgør den tekniske dokumentation, brugsanvisningen og risikovurderingen en samlet og sammenhængende helhed. Ændringer i konstruktion, styring eller arbejdets organisering bør føre til fornyet gennemgang af opgaverne og opdatering af dokumentationen. Kun sådan bevares kontinuitet og effekt i risikoreduktionen gennem hele maskinens levetid.
Risikovurdering: Sammenhængen mellem opgaver og beskyttelsesforanstaltninger
En udbredt misforståelse i risikovurderingspraksis er at vælge beskyttelsesforanstaltninger alene ud fra de identificerede farer. Det kan give en situation, hvor sikringerne ser korrekte ud ”på papiret”, men ikke fungerer robust i den faktiske brug af maskinen. ISO 12100 lægger op til en anden tankegang: beskyttelsesforanstaltninger skal vurderes i relation til de konkrete opgaver – ikke kun i relation til farerne.
En fare kan være til stede hele tiden, men det er den konkrete udførelse af opgaven, der afgør, om – og i hvilket omfang – en person faktisk bliver eksponeret. Hvis en beskyttelsesforanstaltning gør opgaven besværlig at udføre, vil den i praksis have tendens til at blive omgået eller sat ud af drift. Standarden lægger til grund, at sådanne situationer er forudsigelige og derfor skal indgå i risikovurderingen.
Derfor bør valg af beskyttelsesforanstaltninger kunne besvare:
hvilke opgaver der udføres ved maskinen,
hvilke af dem der kræver adgang til farezoner,
i hvilke maskintilstande opgaverne udføres,
om de planlagte afskærmninger og øvrige sikkerhedsforanstaltninger muliggør, at opgaven kan udføres sikkert.
En afskærmning, der effektivt forhindrer adgang til en farezone under normal drift, kan samtidig gøre rengøring eller justering væsentligt vanskeligere. Hvis rengøring udføres regelmæssigt, og opgaven i praksis kræver demontering af afskærmningen, forsvinder risikoen ikke – den ændrer blot karakter. ISO 12100 peger på, at man i sådanne tilfælde bør overveje andre konstruktive løsninger, som reducerer eksponeringen netop under den konkrete opgave.
En opgaveorienteret tilgang giver typisk et mere differentieret valg af beskyttelsesforanstaltninger. I stedet for én “universel” løsning anvendes foranstaltninger, der er tilpasset de enkelte opgaver og maskinens tilstande. Derved bliver sikkerheden ikke kun teknisk effektiv, men også praktisk acceptabel i brug.
Rollen af information til brug i opgavekontekst
ISO 12100 angiver tydeligt, at information til brug er et element i risikoreduktion, men den kan ikke erstatte konstruktive løsninger eller tekniske beskyttelsesforanstaltninger. I praksis betyder det, at instruktioner, advarsler og procedurer skal tage udgangspunkt i de faktiske arbejdsopgaver – ikke i abstrakte farebeskrivelser.
Information til brug bør svare på, hvordan en konkret opgave udføres sikkert, frem for blot at oplyse, at en fare findes. Hvis dokumentationen beskriver farer for generelt, får brugeren svært ved at omsætte det til handling i den daglige drift.
En opgaveorienteret tilgang til information til brug betyder, at:
instruktioner knyttes til konkrete arbejdshandlinger,
procedurer tager højde for den maskintilstand, opgaven udføres i,
advarsler relaterer sig til reelle faresituationer.
For eksempel giver information om risiko for uventet bevægelse kun mening, hvis brugeren forstår, i hvilken opgave og på hvilket tidspunkt en sådan bevægelse kan opstå. En generel advarsel forebygger sjældent fejl, mens en beskrivelse af den korrekte rækkefølge af handlinger ved afhjælpning af en fastklemning reelt kan reducere risikoen.
ISO 12100 forudsætter, at information til brug kun er effektiv, når brugeren kan anvende den uden yderligere fortolkning. Derfor bør dokumentationen udarbejdes parallelt med analysen af opgaverne – ikke som et særskilt slutprodukt til sidst i projektet. Først da bliver information til brug et reelt bidrag til sikkerheden og ikke blot et formelt bilag.
Risikovurdering: Ændring i automatiseringsgrad og risikoens karakter
ISO 12100 introducerer ikke direkte begrebet “automatiseringsgrad”, men en gennemgang af standardens logik peger entydigt på, at ændringer i automatiseringsgraden ændrer risikoens karakter – ikke kun risikoniveauet.
Når automatiseringen øges:
reduceres den direkte menneskelige eksponering under normal drift,
får indgrebs- og overvågningsopgaver større betydning,
risikoen for farlige hændelser som følge af maskinens uventede adfærd øges.
Automatisering flytter ofte mennesket fra en udførende rolle til en overvågende rolle. Det betyder, at risikoen ikke forsvinder, men samler sig i et mindre antal opgaver, som har et højere skadepotentiale. Et typisk eksempel er opgaver i forbindelse med reset, fejlsøgning/diagnostik eller manuel betjening efter en fejl.
ISO 12100 indebærer behov for at gennemføre en fornyet risikovurdering efter enhver væsentlig ændring i automatiseringsniveauet. Opgaver, der tidligere blev udført manuelt, kan blive elimineret, men erstattes af nye opgaver, som ofte udføres sjældnere, men under forhold med forhøjet risiko.
En konstruktør, der vurderer risiko udelukkende ud fra de enkelte farer, kan fejlagtigt opfatte automatisering som en tilstrækkelig løsning. En opgavebaseret tilgang viser imidlertid, at automatisering ændrer risikoprofilen og ikke kun risikoniveauet. Derfor bør enhver ændring i styresystemets/konceptets arkitektur analyseres med fokus på nye opgaver og nye faresituationer, som opstår.